fredag den 2. januar 2015

Året der gik 2014

2014 har været et fantastisk år! Der er sket SÅ mange spændende og gode ting, og jeg vil her tage et tilbageblik på det. Jeg er fyldt 25 - midt i en duft af kanel, jeg færdiggjorde min bachelor i psykologi og påbegyndte kandidaten, på en varm sommerdag fik vi i familien at vide, at familien skal udvides med en lille ny. Nye projekter, nyt arbejde og spændende kurser i psykologi, mindfulness og yoga. Der har været rejser, fantastisk mad og skønt vejr - alt det i smuk kombination med gode mennesker! Se med her:

Januar

Januar bød på længeventet snevejr. Der var ferie fra studiet med tid til fordybelse, afslapning og (skønlitterær) læsning. Min julegave fra Mike var et ophold på Fakkelgården - her nød vi fantastisk mad og vin, en gåtur ved Flensborg Fjord og knitrende ild fra Pejsen.  




Februar

Skolestart, brainstorm og spændende læsning. Bachelorskrivning. Og bryllup ved min gode veninde. Der var heldigvis tid til fastelavnsboller og Gastroweek - og flotte gåture i sneen. 


Marts

Forårets komme, men jeg var travlt beskæftiget indendøre og temmelig inaktiv på bloggen. Den stod på kaffe og læsning og skrivning. 


April

April kom med påsken og erantis gav smuk bunddække i skoven. Jeg skrev påskebreve og plukkede de første buketter, som vakte glæde. Temperaturen steg, og foråret kom tidligt. Der var forspiring i min vindueskarm, og vi holdt havedag i andelsforeningen. 



Maj

I maj lagde jeg sidste hånd på bacheloropgaven og fejrede det med Mike på Mefisto. Vi fik champagne og tjeneren bød på jordbær som tillykke. Der var loppemarkeder under åben himmel, øl på terrassen, og rolig formiddagskaffe i solen, inden 1. sals piger kom fra børnehave og skole for at lege i haven. Der blev nusset om blomster, som skulle blive til frugter og sager, og min børneven og jeg spiste koldskål, og så blev jeg 25. Mine bedste veninder fejrede mig med kanel og godt humør, og dagen efter kom familien til frokostgrill i silende regnvejr. Fantastisk start på sommeren. 


Juni

I juni blev det ferie. Ferie i dansk sommer. Vi kørte til Skagen, som er mit livs bedste ferie - fantastisk mad, badehoteller, sjove oplevelser, god kaffe og skøn vin. Vi klappede solen ned i Gammel Skagen, cyklede ud til Grenen, så skagensmalernes malerier, hørte historier om dem af sommelieren på Brøndums, nød solen. Vi overnattede på Kokkedal Slot, fik søndagsfrokost på Svinkløv Badehotel med hele familien. Der blev plukket hyldeblomster og lavet saft. Juni må være madens måned. 
 


Juli

Sommeren var skudt i gang, og det gode vejr kom bag på alle. Lange aftener med grill på terrassen, havefest, masser af jordbær i bedet, ribs, solbær, stikkelsbær og blåbær. Høst. Jordbærkager. Is på marinaen, ved stranden, i haven, alle vegne. Og familiefest. Hele familien glædede sig over nyheden om babyen i min svigerindes mave - den første familieforøgelse. 




August

I august rejste vi til Tunesien. Vi læste bøger, slikkede sol, oplevede ny kultur, ny madkultur. Som afslutning på ferien tog vi på ophold på Molskroen. Ren forkælelse. August var afslapning og opladning til studiestart. 
 

September

Denne måned var fyldt med æbler og svampe. Vi gik i skoven og plukkede kantareller og Karl Johan'er, samlede æbler fra græsset i haven og pressede saft. Jeg bandt efterårskranse. Og så startede et travlt semester på kandidaten med debatter, kurser og nye projekter. Hverdag igen. 


Oktober

Nu kom efteråret og de smukke farver. Vi tog i sommerhus og nød naturen og var et smut på Molskroens Strandhotel at få frokost. Min børneven og jeg lavede græskar til Halloween, små børn gik udklædte i gaderne og stemmede dørklokker, jeg nød årets sidste eftermiddagste på terrassen - midt i smuk løvfald. Igen var vi til Gastroweek. Der var efterårsarbejdsdag med opgangen - og pizzaer og generalforsamling på terrassen en lun efterårsaften. 



November

Min fødselsdagsgave blev indløst - turen til London. Vi havde en forlænget weekend i London i slutningen af november, og vi oplevede utroligt meget på kort tid. Der var middag på en 1stjernet Michelinrestaurant og - champagnebar, middag på en 2stjernet. Afternoon Tea, Camden Market, juleudstillinger, shopping. De første julefrokoster og fødselsdagsfejring skulle også nås i november. En hektisk, men fantastisk måned.  


December

Mike fyldte 25 og skulle have kanel i minusgrader (straffen for, at han ikke har friet til mig). Julestemningen indfandt sig. Julebag, julemusik, juletravlhed i butikken, æbleskiver, konfekt, juletraditioner. Hele landet vågnede til snevejr julemorgen - det var den bedste afslutning på året.  




Ingen kommentarer:

Send en kommentar